Atletik

Min aktivkarriere indenfor atletik har været relativ kort.
Jeg stiftede først rigtigt bekendtskab med atletikken i 2.g på gymnasiet, hvor jeg mere eller mindre tilfældigt kom med til landstævne. Her sprang jeg længde- og højdespring, hvilket resulterede i en skolerekord med 6.47 m. i længde. Hvis der havde været nogle, der fortalte mig, at det var et udmærket resultat for én, som aldrig havde prøvet det før, ja, så havde jeg nok været springer nu. Det skete dog ikke, så jeg fortsatte med at spille fodbold, som jeg havde gjort fra barnsben.

Efter nogle år med fodbold kom jeg via mit idrætsstudie ved Aarhus Universitet i kontakt med Aarhus 1900 A/M. I første omgang som ungdomstræner, men efter at være blevet udfordret til at løbe 60 m af min trænerkollega, kom jeg stille og roligt i gang med at blive aktiv. DM inde i 2004 var mit første større stævne som aktiv. Her blev jeg nummer 8 på 200 m i tiden 23.39 sek.

I udendørssæsonen 2004 trænede jeg primært til 100 m og 200 m, men dette var dog også sæsonen, hvor jeg prøvede at løbe 400 m for første gang, hvilket resulterede i en personlig rekord på 50,72 s. Af uransagelige grunde fik jeg smag for denne distance og indså samtidig nok også, at jeg havde større potentiale her.

I 2005 fik jeg mit gennembrud på 400 m, som først resulterede i landsholdsudtagelse på 4x400 m (som 5.mand) og dernæst i en stor personlig rekord på 48,76 sek. Derudover hev jeg ligeledes en PR hjem på 200 m på 22,17 i finalen til Världsungdomsspelen, og sluttede sæsonen af med at løbe min hidtil eneste 800 m på 1,55,7. Alt i alt en fantastisk sæson.

2006 blev året, hvor jeg fik min første DM medalje. Til indendørs DM blev jeg 2'er på 200 m i ny PR (22,46 sek). På 400 m blev jeg 4 med kun 1/100 del op til 3.pladsen....surt. Dog fik jeg til et svensk indendørsstævne en klækkelig pr på 49,18 s, så dette rettede lidt op på skuffelsen. Udendørssæsonen blev desværre ikke, som jeg havde håbet på. En stor arbejdsbyrde på studiet toppet med en bacheloropgave var ikke sådan at kombinere med hård træning. Dette resulterede i, at jeg nok trænede mig selv ned, da jeg endnu ikke havde erfaringen i at lytte til min egen krop og føle hvornår jeg skulle sige fra. Så selvom udendørssæsonen 2006 ikke resultatmæssigt var en succes, så fik jeg nogle uvurderlige erfaringer fra denne periode. Selvom 2006 kunne have været en del bedre, så fik jeg dog rigtig debut på landsholdet til Europa Cup i Slovakiet, hvilket må have været sæsonens højdepunkt.

Efter 2006 sæsonen var jeg fast besluttet på, at jeg skulle komme grueligt tilbage i 2007. Målet var DM-medaljer, landsholdsudtagelse og ikke mindst kvalifikation til Universiaden i Bangkok. Resultatmæssigt gik min indendørssæson tilfredsstillende. Jeg løb 49,22 s på 400 m, hvilket endnu engang kun rækkede til en 4.plads. Denne gang blev jeg slået med kun 3/1000 dele og så af en sprinter, som jeg ikke løb i heat med. På 200 m løb jeg ny pr med 22,39 s, hvilket endnu engang kun rækkede til en 4.plads. Nu var det snart min tur til at have marginalerne på min side. Min tid på 400 m betød dog, at jeg havde klaret kvalifikationskravet til Universiaden, så det var virkelig fedt.
Den gode base, som jeg havde opbygget i løbet af vintertræningen, skulle nu gerne udmønte sig i en betydelig pr og forhåbentlig DM medalje. Træningen op til den udendørs sæsonstart gik virkelig godt, og mine træningstider indikerede, at jeg var i mit livs form. En uge inden 1.runde af DT sker der desværre det, som ikke må ske; jeg bliver skadet i min achillessene. En skade der senere hen viser sig at være så alvorlig, at jeg ikke løber et eneste stævne i hele 2007 udendørssæsonen. Dermed blev der ikke nogen Universiade-deltagelse for mig, hvilket var noget jeg virkelig havde set frem til....øv.

Lad os se om jeg ikke har lidt mere held i sprøjten i 2008. Jeg er nu skadesfri og topmotiveret til at vise, at man stadigvæk bør regne med mig i toppen af dansk atletik...