4.plads til svenske mesterskaber

I den netop overståede weekend deltog jeg i de svenske mesterskaber på 400 m. Her håbede jeg på, at jeg for første gang skulle komme under 49 sek indendørs. Jeg følte, at formen var til det, men det handlede også lige om at ramme dagen.
Om lørdagen løb jeg semifinale. Hele optakten og opvarmningen var meget forskellig fra de danske mesterskaber. Alt er nok lidt mere regelret i Sverige for at sige det pænt.
Jeg varmede op i god tid, da der var call room en halv time før løbet. Inden call room fik jeg lavet nogle stigningsløb i flade sko og følte, at der var god fart i benene. Så alt jeg manglede var bare nogle gode stigningsløb i pigge og et par prøvestarter. Det skulle dog vise sig ikke at være så nemt igen...

Call room bestod af en indhegning på ca 10 x 30 meter, hvor vi ikke måtte bevæge os ud fra før 5 min inden konkurrencestart. Forsøgte man at komme ind på 200 m rundbanen, blev man pænt gennet tilbage i sin indhegning. Det betød at stigningsløbene i pigsko blev begrænset til 30 m. Det var ikke optimalt, men dog ikke noget jeg lod mig påvirke synderligt af. Det var jo ens for alle.

5 minutter inden konkurrencestart blev jeg sammen med 2 andre ført ind på 200 m rundbanen. Jeg havde fået bane 2 i 1.heat, så jeg regnede med, at det var nogle hurtige folk jeg skulle konkurrere imod.
Derfor var overraskelsen også stor, da jeg allerede var forbi udøveren i bane 3 inden første sving. Kort kommer jeg i tvivl, om jeg har lagt alt for hårdt ud, hvilket desværre betyder, at jeg får lagt ALT for langsomt ud på de første 200 m. Udøveren i bane 4 (Niklas Larsson) splitter som nr. 1 i 23,59 sek, og jeg er her 6 meter bagefter. Det giver mig en splittid på omkring 24,2-24,3 sek, hvilket er præcist 1 sekund langsommere end til inde DM.

Nu skulle jeg virkelig give den gas for at nå en nogenlunde acceptabel tid. Jeg får trykket godt på sidste omgang og kæmpet mig ind Niklas. På sidste langside løber vi side om side, men jeg har brugt for mange kræfter på at komme op til ham, og han får lige nøjagtigt kæmpet sig foran mig på målstregen. Han vinder i tiden 49,59 sek og jeg løber 49,62 sek. Skuffende langt fra en tid under 49 sek, men taget i betragtning af det langsomme udlæg, så er tiden godkendt.

Til min store overraskelse viser det sig, at min tid lige nøjagtig er nok til at komme i finalen om søndagen. Jeg får den svære bane 1, men er blot glad for at jeg får en chance for at gøre det bedre.

Om søndagen varmer jeg op endnu tidligere, da jeg havde lært af mine erfaringer fra dagen før. Denne gang viser det sig dog, at vi har 20 min inde på 200 m rundbanen inden konkurrencestart. Så der var god tid til at varme grundigt op. I finaleheatet løber Thomas Nikitin i bane 4, Niklas Larsson i bane 3, Andreas Mokdasi i bane 2 og jeg selv i bane 1. Nikitin og Mokdasi er begge tidligere EM-deltagere og Niklas Larsson sølvmedaljetager på 400 m hæk til de svenske mesterskaber.

Det var nogle stærke 400 m løbere jeg var oppe i mod, så taktikken var, at give den gas fra starten og håbe på, at jeg kunne holde hjem. Jeg vidste at bane 1 ville kræve mange kræfter, specielt med mine lange ben, men jeg måtte håbe på det bedste.

Jeg får lagt godt fra land og ved 200 m ligger vi alle meget tæt. Nikitin splitter som nr.1 og Mokdasi nr.2. Niklas og jeg kæmper lidt om 3.pladsen, men han får klemt sig foran mig. På sidste runde ligger Niklas og jeg overraskende tæt på de to favoritter helt indtil 100 m før mål. Herfra skaber de et hul ned til os. Jeg kan mærke, at jeg ikke har meget at skyde med 100 m før mål og fokuserer derfor specielt meget på at holde en nogenlunde teknik hjem. Første runde i bane 1 har tæret på kræfterne.

Nikitin vinder i 47,83 sek, Mokdasi 2'er i 48,25 sek, Larsson i 48,80 (ny PR) og jeg selv løber 49,38 sek. Min hurtigste tid fra bane 1, så selvom jeg ikke nåede målet om en tid under 49 sek, så kan jeg ikke være utilfreds. En fin afslutning på indendørssæsonen og jeg føler mig fortrøstningsfuld med hensyn til den kommende udendørssæson. Der skulle gerne være nogle gode resultater i vente.




|