Skuffende opstart på udendørssæson
06/06/2008 22:03
Træning.....skade i højre knæ.....træning.....overbelastede lægmuskler.....træning.....sygdom.....skade i baglår... og nu pause...
Dette opsummerer kort min udendørssæson 2008, og det har været en ganske frustrerende oplevelse...
Efter en positiv indendørssæson med ny pr på 49,12 sek på 400 m og bronze til DM på 200 m samt dansk mesterskab på 4x200 m var mine forhåbninger og forventninger høje til udendørssæsonen 2008. Skulle det endelig lykkes at komme under 48 sek på 400 m og under 22 sek på 200 m?
Svaret har indtil videre været entydigt "NEJ", og der tegner sig efterhånden lidt samme billede som fra 2007-sæsonen. En succesfuld indendørssæson efterfulgt af en "skadesfuld" udendørssæson.
Jeg har løbet 4 stævner i år, og har til alle stævner ligget langt fra niveauet fra indendørssæsonen. Når man underpræsterer på den måde, som jeg har gjort indtil nu, så venter man ikke til sæsonafslutningen med at evaluere sæsonen - det skal gøres nu! Men hvad er der så gået galt? Ja, jeg har jo nok allerede afsløret den primære grund i indledningen; de mange afbræk i træningen, som konsekvens af småskader og sygdom. I stedet for kontinuerligt at bygge oven på, så bygger jeg op, bliver skadet og starter derefter fra scratch igen.
Jeg kan selvfølgelig også komme med en masse undskyldninger om at vejret var dårligt osv., men det er hverken sandt i alle tilfælde, eller for den sags skyld noget jeg kan ændre på. Så det skal der ikke fokuseres på!
Men hvorfor bliver jeg ramt af alle de småskader og afbræk i træningen? Svaret er nok ganske enkelt: Der er stadig for meget fodboldspiller i mig. Jeg har spillet fodbold fra jeg var 5 år til 22 år, og stort set aldrig været skadet. Når jeg endelig fik en småskade, så spillede jeg bare videre, og pga. min lave træningsmængde med 2 træninger om ugen, kom jeg altid over skaderne relativt hurtigt. Jeg må dog nok bare indse, at jeg situationen er betydelig anderledes nu. Min træningsmængde er meget, meget større nu, og jeg restituerer nok heller ikke helt så hurtigt, som da jeg var 18 år. Så jeg må til at droppe noget af fodboldmentaliteten, og forsøge at tage skaderne i opløbet.
Da jeg var i Belgien til et 4x400-stævne, hvor jeg sammen med Bube, Hyde og Steffen repræsenterede Danmark, fik jeg en god snak med sidstnævnte om skader og frustrationerne ved at stå stille resultatmæssigt. Det var virkelig interessant og givende at høre fra én som har været i gennem meget af det samme, som jeg selv. Steffen har selv stået stille i sin udvikling, og i gennem sin karriere kæmpet meget med skader, men har formået at komme over det, og kommet ud på den anden side både hurtigere og stærkere. Derudover står vi begge i den situation, at vores år tilbage i sporten med garanti kan tælles på én hånd! Et faktum som gør, at man ikke bare kan sige: "Der kommer jo bare en ny sæson næste år". Hvert år tæller, når man når op i vores alder. Når jeg tilmed er startet med atletikken i en meget sen alder af 22 år, så har jeg endnu mere, som jeg skal opnå, da jeg kun har den halve tid til at gøre det i.
Så målsætningen må være at forhindre alle disse afbræk i træningen, som jeg har oplevet, og midlet må være behandling; ugentlig massage og fysioterapi/kiropraktik efter behov. Det, som har holdt mig væk fra det tidligere, er dels fodboldmentaliteten og nok i lige så høj grad det økonomiske aspekt. Da jeg endnu ikke er god nok til at få gratis behandling af Team Danmarks idrætsmedicinske team, har jeg selv skullet betale for udgifterne til behandling, og med en SU som den primære indkomst kan det nogle gange være svært at finde råd til en masse behandling.
Lige nu er jeg dog kommet frem til, at sidstnævnte argument slet ikke holder! Hvis jeg virkelig vil det her (og det vil jeg!), så må jeg også tage de skridt, som kræves. Hvis nogen spurgte mig om jeg ville betale 100.000 kr for at komme med til EM 2010 på 4x400, så ville jeg slå ny pr på vej ned i banken for at hæve pengene. Jeg ved, at jeg aldrig får opfyldt denne drøm ved at fortsætte i samme spor, så hvis prisen er at sætte sig i gæld for at have mulighed for at komme der til, så er det en lille pris at betale. Jeg ved, at jeg ikke er det største 400 m talent i Danmark, så for at have en chance for at nå op på de andres niveau, må jeg dels træne hårdere og dels mere optimalt end alle andre. Denne ændring starter fra i dag!
Nu har jeg skrevet en masse om hvad der skal ændres, men en ting, som jeg vil tage med mig fra denne sæson, er mine mentale forberedelser til hvert løb. Selvom jeg inden konkurrencerne har vidst, at formen måske ikke var der, hvor den skulle være pga den manglende træning, så har jeg aldrig givet op hverken før eller under et løb. Under omstændighederne har jeg altid forberedt mig så optimalt som muligt, og ingen kan nogensinde beskylde mig for ikke at give mig 100%. Det er jeg stolt af, fordi det tager noget hårdt på selvtilliden at ligge og brække sig i en hel time efter et 400 m løb, hvor man har løbet 50 sek. Jeg nægter at stoppe, før jeg har nået mit fulde potentiale, og som en anden uheldig 400 m løber sagde til mig i torsdags:
Efter en positiv indendørssæson med ny pr på 49,12 sek på 400 m og bronze til DM på 200 m samt dansk mesterskab på 4x200 m var mine forhåbninger og forventninger høje til udendørssæsonen 2008. Skulle det endelig lykkes at komme under 48 sek på 400 m og under 22 sek på 200 m?
Svaret har indtil videre været entydigt "NEJ", og der tegner sig efterhånden lidt samme billede som fra 2007-sæsonen. En succesfuld indendørssæson efterfulgt af en "skadesfuld" udendørssæson.
Jeg har løbet 4 stævner i år, og har til alle stævner ligget langt fra niveauet fra indendørssæsonen. Når man underpræsterer på den måde, som jeg har gjort indtil nu, så venter man ikke til sæsonafslutningen med at evaluere sæsonen - det skal gøres nu! Men hvad er der så gået galt? Ja, jeg har jo nok allerede afsløret den primære grund i indledningen; de mange afbræk i træningen, som konsekvens af småskader og sygdom. I stedet for kontinuerligt at bygge oven på, så bygger jeg op, bliver skadet og starter derefter fra scratch igen.
Jeg kan selvfølgelig også komme med en masse undskyldninger om at vejret var dårligt osv., men det er hverken sandt i alle tilfælde, eller for den sags skyld noget jeg kan ændre på. Så det skal der ikke fokuseres på!
Men hvorfor bliver jeg ramt af alle de småskader og afbræk i træningen? Svaret er nok ganske enkelt: Der er stadig for meget fodboldspiller i mig. Jeg har spillet fodbold fra jeg var 5 år til 22 år, og stort set aldrig været skadet. Når jeg endelig fik en småskade, så spillede jeg bare videre, og pga. min lave træningsmængde med 2 træninger om ugen, kom jeg altid over skaderne relativt hurtigt. Jeg må dog nok bare indse, at jeg situationen er betydelig anderledes nu. Min træningsmængde er meget, meget større nu, og jeg restituerer nok heller ikke helt så hurtigt, som da jeg var 18 år. Så jeg må til at droppe noget af fodboldmentaliteten, og forsøge at tage skaderne i opløbet.
Da jeg var i Belgien til et 4x400-stævne, hvor jeg sammen med Bube, Hyde og Steffen repræsenterede Danmark, fik jeg en god snak med sidstnævnte om skader og frustrationerne ved at stå stille resultatmæssigt. Det var virkelig interessant og givende at høre fra én som har været i gennem meget af det samme, som jeg selv. Steffen har selv stået stille i sin udvikling, og i gennem sin karriere kæmpet meget med skader, men har formået at komme over det, og kommet ud på den anden side både hurtigere og stærkere. Derudover står vi begge i den situation, at vores år tilbage i sporten med garanti kan tælles på én hånd! Et faktum som gør, at man ikke bare kan sige: "Der kommer jo bare en ny sæson næste år". Hvert år tæller, når man når op i vores alder. Når jeg tilmed er startet med atletikken i en meget sen alder af 22 år, så har jeg endnu mere, som jeg skal opnå, da jeg kun har den halve tid til at gøre det i.
Så målsætningen må være at forhindre alle disse afbræk i træningen, som jeg har oplevet, og midlet må være behandling; ugentlig massage og fysioterapi/kiropraktik efter behov. Det, som har holdt mig væk fra det tidligere, er dels fodboldmentaliteten og nok i lige så høj grad det økonomiske aspekt. Da jeg endnu ikke er god nok til at få gratis behandling af Team Danmarks idrætsmedicinske team, har jeg selv skullet betale for udgifterne til behandling, og med en SU som den primære indkomst kan det nogle gange være svært at finde råd til en masse behandling.
Lige nu er jeg dog kommet frem til, at sidstnævnte argument slet ikke holder! Hvis jeg virkelig vil det her (og det vil jeg!), så må jeg også tage de skridt, som kræves. Hvis nogen spurgte mig om jeg ville betale 100.000 kr for at komme med til EM 2010 på 4x400, så ville jeg slå ny pr på vej ned i banken for at hæve pengene. Jeg ved, at jeg aldrig får opfyldt denne drøm ved at fortsætte i samme spor, så hvis prisen er at sætte sig i gæld for at have mulighed for at komme der til, så er det en lille pris at betale. Jeg ved, at jeg ikke er det største 400 m talent i Danmark, så for at have en chance for at nå op på de andres niveau, må jeg dels træne hårdere og dels mere optimalt end alle andre. Denne ændring starter fra i dag!
Nu har jeg skrevet en masse om hvad der skal ændres, men en ting, som jeg vil tage med mig fra denne sæson, er mine mentale forberedelser til hvert løb. Selvom jeg inden konkurrencerne har vidst, at formen måske ikke var der, hvor den skulle være pga den manglende træning, så har jeg aldrig givet op hverken før eller under et løb. Under omstændighederne har jeg altid forberedt mig så optimalt som muligt, og ingen kan nogensinde beskylde mig for ikke at give mig 100%. Det er jeg stolt af, fordi det tager noget hårdt på selvtilliden at ligge og brække sig i en hel time efter et 400 m løb, hvor man har løbet 50 sek. Jeg nægter at stoppe, før jeg har nået mit fulde potentiale, og som en anden uheldig 400 m løber sagde til mig i torsdags:
"Winners never quit - Quitters never win"
|