Det var så den sæson...

Inden min sæson nåede at starte, viste det sig at den allerede var slut. Efter en tilfredsstillende indendørssæson, hvor jeg dog den ene gang efter den anden manglede marginalerne på min side, var jeg klar til at tage revanche i udendørssæsonen.
Dem som har fulgt med på min hjemmeside har dog kunne læse, at sådan gik det ikke. Jeg har nu været skadet i 3 måneder og i løbet af den periode oplevet en del skuffelser.

Først nåede jeg ikke at blive klar til Europa Cup udtagelse og dernæst måtte jeg også melde fra til Universiaden i Bangkok, selvom jeg allerede i indendørssæsonen havde kvalificeret mig.....surt, surt, surt.

Nu nærmer DM sig og dette når jeg heller ikke at blive klar til. Det mest frustrerende er egentlig ikke at være skadet, men ikke at vide hvornår man bliver klar igen...og om man overhovedet bliver klar igen. Jeg har dog aldrig nogensinde overvejet at stoppe med at dyrke atletik på dette niveau; jeg har slet ikke vist alt det, jeg ved, at jeg har i mig, og før jeg har gjort det kunne jeg ikke drømme om at stoppe....medmindre jeg blev tvunget til det!

Status nu er, at jeg har besluttet mig for så småt at starte op på grundtræningen til næste sæson. Jeg kan holde til at lave det meste aerobe træning uden at få ondt i achillen, og så giver det jo god mening at starte roligt op igen efter sådan skade.

Så i den nærmeste fremtid vil jeg konvertere til garveriet og løbe de århusianske skovstier tynde...
|